Påsken er over os igen, og der står lam på menuen op til flere gange i disse dage. Særligt lammekøllen har særlig status, da det er nemt at tilberede og fylder huset med en særlig dejlig duft.
Denne opskrift passer til ca. 6 personer
Du skal bruge:
- Lammekølle (uden nøgleben) ca. 2 kg
- 1,5 kg kartofler
- 10 fed hvidløg
- 1 håndfuld frisk timian
- 4 kviste frisk rosmarin
- 1 fennikel
- 4 persillerødder
- 4 løg
- 4 gulerødder
- 5 dl hvidvin
- 2 dl æblejuice
- Salt & peber
Sauce:
- Sky fra lammekøllen
- 1-2 dl. piskefløde (alt efter hvor meget og hvor fyldig du ønsker)
- 1 tsk Herbamare (eller anden koncentreret bouillon)
- 2 tsk maizena rørt op i lidt postevand
- Et par dråber kulør
- Evt. en ekstra rest rødvin, portvin eller marsala.
Tag en stor bradepande fra din ovn og dæk med bagepapir. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Skræl løg, kartofler, gulerødder og persillerødder. Skær dem i grove stykker og kom dem op i bradepanden. Skyl fennikel og skær i skiver (fjern roden) og kom dem op i brandpanden ligeså.
Pil hvidløg, gem 5 fed til kødet, men kom de andre 5 fed hvidløg op i bradepanden (evt. skåret i mindre stykker. Du kan også komme hele fed i bradepanden – det er blot en smagssag 🙂
Tag lammet og snit nogle dybe huller med en lille skarp kniv. Fyld lommerne med halve fed hvidløg og rosmarin. Kom den op i bradepanden, og læg den ovenpå rodfrugterne. Drys med salt og peber og den friske timian.
Kom i ovnen på 175 grader i ca. 2 timer. Hvis du har stegetermometer, så sæt det ind fra start og hold øje med temperaturen. Ved en kernetemperatur på ca. 62 grader vil dit lam være rosa og ved 70 grader gennemstegt. Jeg stopper ved ca. 65. grader og lader den hvile under folie i 15 minutters tid.
Mens lammet hviler, sier du al kraften fra bradepanden. Rodfrugterne kan du komme i direkte op i en serveringsskål.
Kom kraften op i en gryde. Tilsæt lidt ekstra vin og lad det koge op i nogle minutter. Tilsæt fløden og bouillon og lad det koge op igen. Kom lidt maizena blanding i lidt ad gangen og stop når du har den ønskede sauce konsistens. Afslut med kulør, salt og peber.