Karrieremad

Karrieremad startede som en lille spæd tanke i 1996, i en tid, hvor der slet ikke fandtes blogs. Det var dengang jeg boede på et loft i Paris. Det var dengang, hvor jeg skrev håndskrevne breve og hvor vores postkasser var genstand til andet end reklamer. Dengang hvor faxen var den smarte kommunikationsform hvis det skulle gå stærkt. Og dengang hvor madopskrifter var at finde i kogebøger og ikke som i dag, blot ved et par klik på nettet.

 
At dele min store interesse for mad med andre har altid været et stort ønske. Og nu, hvor der er gået godt og vel 20 år siden den første tanke, er der kommet nye perspektiver og nye kommunikationsplatforme til. Mine håndskrevne kogebogsnoter er blevet digitale og mobile. Men ønsket og intentionen er den samme: “At formidle min store passion og begejstring for mad”
 
Råvarer og redskaber er vigtig når der skal kokkereres. Hvad angår redskaber, så kræver det som udgangspunkt ikke alverden. Det vigtigste er en god velsleben kniv. Hvad angår råvarer er der mange holdninger og følelser i spil. Skal det være økologisk? Hvad med dyrevelfærd? Skal vi købe danske råvarer versus importerede udenlandske råvarer? Raffinerede versus uraffinerede produkter? Kød eller kun grøntsager?
 
Rene råvarer er vigtigt for mig. Desto mindre forarbejdet en vare er desto bedre. Derfor foretrækker jeg rigtig smør fremfor blandingsprodukter. Jeg foretrækker egen fond/boullion fremfor kemiske bouillonterninger. Jeg foretrækker egen hjemmerørt bearnaisesauce i stedet for industritilberedt. Ligeså foretrækker jeg at købe danske råvarer når muligt. Jeg er ikke religiøs, men jeg kan godt lide tanken om at købe råvarer der “ikke har for mange kilometer bag sig”. Ligeså prioriterer jeg, såvidt muligt, at tilberede mad der følger sæsonen. På den måde opnår vi den bedste smag og næring og samtidig en en rigtig god pris. En klar “win-win”!
 
I dag handler det, for mange mennesker, om optimering og effektivisering. Vi skal optimere den tid vi har til rådighed. Vi knokler på jobbet og arbejder nogle gange for længe på bekostning af tiden til familien og tiden til os selv. Dette har, for mange mennesker, stor indflydelse på forholdet til mad, da den manglende tid påvirker madkontoen og ofte i negativ retning. Tid til indkøb? Tid til tilberedning? Tid til måltidet? Heldigvis har udviklingen også hjulpet os på vej med ny metoder, såsom at vi kan handle online og få varerene leveret lige til døren.
Er du personen der spiser for at overleve? Jeg lever når jeg spiser. Jeg elsker mad og de oplevelser det giver. Både i form af smagsmæssigt, men i høj grad også visuelt. Og dertil forbinder jeg mad med en hyggestund med mine nærmeste. Mad stimulerer sanserne. Mad inspirere og giver fornyet energi. Mad kan vække én til live. Jeg kan næsten ikke lade være med at planlægge det næste måltid mens jeg spiser det nuværende.

Reelt eller kunstigt? Udviklingen de sidste årtier har ikke været overraskende. Med den stigende travlhed og stræben efter det allerbedste er der kommet nye prioriteter og tid er blevet en knap faktor. Det er ikke overraskende at Knorr færdigretter har kronede dage. Supper, pastaretter og saucer i pulverform og klar til servering på fem minutter. En skræmmende udvikling der har resulteret i at man tror at “det forkerte” har “den rigtige” smag. Vi opdrager vores børn i troen om at kemisk fremstillede produkter er det foretrukne valg. MEN NEJ – det er en helt forkert overbevisning!

Egentlig kræver det ikke de store armbevægelser at lave lave et godt måltid velsmagende mad. Nogle følger impulserne og lader impulsiviteten styre, både når der handles ind og når der tilberedes. Og andre planlægger og handler ind efter lister og tilbereder efter opskrifter. For nogen er madplaner en kæmpe gave og hjælp i hverdagen og for andre er det en demotiverende fantasiløs sky der hænger tungt over en. For mig er livet ikke et “enten/eller”. Livet er på alle måder et “både/og”. Der skal være plads til både forudsigeligheden og uforudsigeligheden. Yin & Yan. Det er balancen der er vigtig!

Maduniverset: Karrieremad er inspirationskilden, der bidrager til en livsstil hvor karriere spiller en vigtig rolle både ude og hjemme. Karriere handler om at skabe en livsform – en form for løbebane – hvor udvikling og engagement er en vigtig faktor og hvor nydelse er et vigtigt element. Det er ment som en kilde både til hverdag, hvor du ønsker god mad uden de helt store armbevægelser. Og samtidig er det også et univers, hvor du kan søge inspiration når du har inviteret gæster til middag. Det er dig der bestemmer.  Nogle gange er hverdag jo en fest 🙂

At leve livet: Karrieremad er et opråb til alle om at mad er vores livsnerve. Uden mad er det slet ikke muligt at leve. Det er vores energikilde der får vores hjerte til at slå, gør os stærke og modstandsdygtige overfor sygdomme. Og giver os lige præcis dét overskud vi behøver til at leve lige præcis dén livsstil vi ønsker. Du vil opleve at Karrieremad både er et univers fyldt med opskrifter og gode tips til køkkenet, og samtid også være et vidensunivers med små input til sundhed og velvære, da det i høj grad også bidrager til det gode liv.

Det gode liv: Karrieremad giver dig inspiration til opskrifter der er nemme, velsmagende og autentiske. Det gode liv er også at søge inspiration udefra, hvilket jeg holder meget af. Jeg besøger caféer, restauranter, bistroer og kroer både i Danmark og udland, og jeg vil derfor også indimellem dele denne viden og oplevelse med dig. Karrieremad giver dig inspiration og indsigter så du nemmere kan nyde i stedet for at yde. Kort og godt: Karrieremad – Mad der bidrager til det gode liv.