Salade niçoise er en klassisk fransk salat der oprindeligt kommer fra Nice. Efterhånden er det blevet en salat der sammensættes på forskellige måder alt efter smag og behag, men tun og kogt æg er en vigtig essentiel del.
Der indgår ofte følgende ingredienser, som kan inkluderes eller ekskluderes alt efter smag og sæson: Ansjosfilet, haricots verts (grønne bønner), tomater, oliven, kogte kartofler, forårsløg, avocado, løgringe og/eller kapers.
Denne opskrift giver en god salat til 2 personer
Du skal bruge
Salat
- 80 gram spæde salatblade eller to små hjertesalater/romainesalater
- 4-6 kogte karrtofler (du har måske en rest fra middagsmaden i går)
- 1 rødløg
- 20 oliven
- 1 moden avodaco
- 2 dåser tun
- 3-4 kogte æg
Dressing:
- 1/2 dl olivenolie
- 1/4 dl hvidvinseddike (anden eddike kan også benyttes)
- 1 tsk honning
- 1 tsk dijon sennep
- saft fra 1/2 citron
- 1 knsp. salt
Supplér selv om med yderliger fyld fx Ansjosfilet, haricots verts (grønne bønner), tomater, forårsløg og/eller kapers.
Skyld og tør salaten. Hvis du benytter dig af de spæde salatblade, skal du blot skylle og tørre og fordele salaten som den er på to tallerkener. Hvis du benytter hjertesalat eller romaine salat, så skal du, efter at have skåret enden af samt skyllet salaten, skære eller brække salaten i mindre mundrette stykker.
Skær de kogte kartofler i grove tern. Og fordel på de to tallerkener.
Skær rødløg i ringe. Og fordel dem på salaten.
Halvér en avodaco. Fjern stenen. Og tag indmaden ud og skær den i skiver. Anret på salaten.
Fordel 10 oliven på hver salat samtidig med at du åbner dåsetun og fordeler den på tallerkenerne. Én dåse tun til hver.
Pil de hårdkogte æg og skær dem midt over (eller i både) og pynt til sidst på toppen.
Dressing: Bland alle ingredienserne sammen i en skål og pisk sammen. Fordel henover salaterne lige inden serveringen.
Bon appetit!