Det er bærsæson lige nu, og alligevel sker det at man komme hjem med fx en bakke friske jordbær og så er de nederste ufine, stødte eller falmede. Det samme sker hvis du ikke spiser dine hindbær samme dag. Men smid endelig ikke ud. De kan BIG TIME bruges til enten marmelade, coulis eller til denne BÆR GALETTE. Galette er en fransk tærte.
Og bland endelig de frugter og bær du lige har eller rigtig godt kan lide. Denne på foto er med røde stikkelsbær, rabarber og fersken.
1 GaletteCirka til 6 personer
- 150 gram hvedemel
- 50 gram mandelmel
- 120 gram smør
- 100 gram rørsukker
- 2 æg (1 til dej og 1 til pensling)
- 1 knivspids flagesalt
- 300 gram friske bær, rabarber el. lign.
- 1,5 spsk. rørsukker, perlesukker eller brun farin
- 1 spsk frisk citronsaft
Rens og skyl dine bær. Hvis du bruger jordbær så skær de grønne toppe af og skær dem i tern eller skiver og kom dem op i en dyb tallerken. Drys citron og sukker henover og lad det stå og trække i 15 minutter, mens du gør dejen klar.
Tænd ovnen på 190 grader varmluft.
Kom alt, undtaget æg, i en skål og smuldr det hele. Kom til sidst æg i og saml dejen så godt du kan (hvis du har brug for mere fugt kan du tilsætte lidt koldt vand (meget lidt ad gangen!).
Lad dejen hvile (gerne på køl) i min. 30 minutter.
Rul dejen ud på et stykke bagepapir.
Kom bær i en sigte og lad al væden løbe fra.
Kom de sigtede jordbær op på dejen, men hold cirka 2-3 cm afstand til kant.
Fold den frie kant henover bær, så den skaber en form for lukning/afgrænsning.
Pisk 1 æg, og pensl dej-siderne.
Drys evt. med rørsukker, perlesukker eller brun farin.
Kom i ovnen i cirka 35 minutter..
(tjek løbende, da ovne er forskellige, men den må gerne være gylden på toppen)
Servér med flødeskum, creme fraise eller vaniljeis.