Ris á l’amande (Risalamande)

Julen står for døren og traditionerne piller vi ikke ved hjemme hos os. Desserten er altid Ris a la mande juleaften. Den er så populær at den altid spises over to dage – og er vi mange så kommer vi ekstra hele mandler i, så flere får muligheden for mandelgaven. Dog kan jeg med nød give desserten et lille twist – som er friskrevet appelsinskal som pynt, der samtidig giver desserten et ekstra pift.

  • 1 liter sødmælk
  • 2 dl vand
  • 200 gram grødris
  • 1 vaniljestang
  • 70 gram flormelis
  • 100 gram smuttede mandler
  • 4 dl piskefløde
  • Kirsebærsovns som tilbehør

Risengrød:
Lav gerne risengrøden dagen i forvejen – og lav evt. en dobbelt portion, så du kan smage den lun med kanelsukker.  

Skyl risen i vand (det tager lidt af stivelsen ud af risen). Kom ris og vand i en gryde og kog op (gerne en gryde der kan tåle at komme i ovn). Kom mælk i gryden. Flæk vaniljestang og skrab vaniljekorn ud og kom den i gryden sammen med stangen og lad det hele koge med.

Sæt gryden på medium varme og rør rundt indtil mælken koger. Hav tålmodighed (sæt evt. lidt julemusik på mens du rør rundt, så du rigtig kan komme i julestemning 🙂 ) Det må ikke brænde på.

Forvarm ovnen til 200 grader. Sluk derefter ovnen. Sæt gryden i ovnen og lad den hvile i ovnen hvor grøden sætter sig – det tager ca. 30-45 minutter.

Hvis du har længere tid mellem hænderne og vil sparre energi, så kan du også pakke gryden ind i avispapir og med en dyne omkring.

Når grøden har sat sig skal den blot på køl. Enten i køleskabet eller udenfor hvis der er koldere end 5 grader.

Ris a la mande:

Kom fløden i en skål og pisk til flødeskum. Ikke stiftpisket, men til en lind flødeskum (blødere end du vil piske til en lagkage)

Kom risengrød i en anden skål.

Smut mandler og hak dem groft. (HUSK, at tage et par mandler til side til mandelgave). Og kom dem op i risengrøden. Tilsæt flødeskum samt lidt formelis (prøv evt. blot med halvdelen først) og rør forsigtig rundt til det hele er blandet godt sammen. Smag evt. til med resten/ lidt ekstra flormelis, alt efter hvor sød du ønsker den.

Pynt evt. med lidt revet appelsinskal (fra en usprøjtet appelsin) samt med lidt ovnristede mandler, men kan sagtens udelades. 

Anret i en stor skål eller portionsanret og server med lun kirsebærsovs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *