Sommerdessert: Jordbær med Creme Anglaise og Jordbær Sorbet

JORDBÆR! JORDBÆR! JORDBÆR!…

Skolernes sommerferie kickstartes med den lækreste og smukkeste dessert. En hyldest til de smagfulde danske jordbær, der stadig høstes rundt omkring i landet : Sommerdessert: Jordbær med Creme Anglaise og Jordbær Sorbet. Samtidig en hyldest til alle de mange studentervogne. Denne dessert er oplag til fx. studentergilder. Og det er nemt – slet ikke så svært som det ser ud. 

Udover at den smager fantastisk, så er den også praktisk når der kommer gæster, da det hele kan laves i forvejen. Og så er den nem og smuk at anrette og servere.

Du skal bruge til 4-6 portioner

Creme Anglais:

  • 6 æggeblommer
  • 50 gram sukker
  • 2,5 dl piskefløde
  • 2,5 dl sødmælk

 

Pynt:

  • Jordbærsorbet (se nedenfor)
  • 2-3 jordbær per person
  • 2-3 blade mynte per person
  • 1 spsk hakket mørk chokolade eller kakaonips per person

OBS! Køb dig til en sorbet, hvis det skal være ekstra nemt, men hvis du har tid og overskud så lav den selv. Det er ikke svært.

Jordbærsorbet:

  • 500 gram jordbær
  • 100 gram sukker
  • 0,5 dl vand
  • 2 spsk citronsaft
  • 2 spsk glukosesirup

Creme Anglais
Kom mælk og piskefløde i en gryde og varm det op, uden at det må koge. Pisk æggeblommer og sukker sammen, kort (ikke til en luftig æggesnaps, blot lige til det er ensartet). Hæld lidt af den varme mælke/fløde i æggeblandingen under piskning, og hæld derefter det hele tilbage i kasserollen. Lad cremen legere og tykne under omrøring over svag varme, til den rammer ca. 85º på et termometer. Tag den af varmen, og sigt den gennem en sigte over i en skål. Dæk overfladen med husholdningsfilm, og opbevar cremen i køleskabet (den kan sagtens holde sig i 4 dage)

Jordbærsorbet

Kom alt, på nær jordbær, i en gryde og lad det varme op til det koger og til sukkeret er helt smeltet. Skyl jordbær og mos dem (brug en stavblender eller foodprocessor), til en konsistens af mos/pure. Hæld sukker lagen over og blend til det hele har samlet sig. Kom massen på en ismaskine og frys derefter ned. Hvis du ikke har en ismaskine kan du fryse den ned og blot huske at røre i isen løbende, så den ikke krystalliserer.

Portionsanret til sidst. Creme Anglais i bunden, friske jordbær, og en enkelt kugle jordbær sorbet og pynt med grofthakket chokolade eller kakaonips og evt. et mynte/citronmelisse blad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *