Jeg havde lige en rest jordbær og mynte, og har netop lavet denne friske marmelade til de kommende sommerdage med brunch på terrassen.
Jeg foretrækker en marmelade der ikke er for sød. Men har man børn, eller andre sjæle med en sød tand, i hjemmet som godt kan lide den lidt mere søde marmelade, så tilsæt evt. lidt ekstra sukker eller koncentreret saft.
Servér på hjemmebagt brød, til ostebordet, pandekagerne eller som tilbehør til dessert fx. ovenpå is eller i trifli.
Denne opskrift giver cirka 300-330 gram marmelade (som er et mellem stort glas)
Du skal bruge
300 gram jordbær (frosne kan også bruges)
1/2 dl. vand
1/2 tsk rød melatin
1 dl. sukker
10 grofthakkede mellemstore mynteblade
Kom jordbær og mynte i en gryde sammen med vand og lad dem koge igennem. Fjern skummet, hvis der kommet noget til syne. Kog i 2 minutter.
Tilsæt sukker. Hvis du ønsker den sødere, så tilsæt evt. lidt mere. Smag til undervejs.
Bland melatin med lidt sukker og drys i marmeladen og lad den koge 2 minutter.
Nogle foretrækker marmelade med store stykker frugt, men hvis I bedre kan lide en mere lind marmelade, vil jeg anbefale at du tager en stavblender og kort blender jordbærerne – kortere eller længere tid, alt efter hvor meget du ønsker.
Jeg kan godt lide når marmeladen er lidt rustik. Så jeg undlader stavblender, men bruger en grydeske til at mose bærerne med mens de koger. Det giver en fornemmelse af bær i den færdige marmelade.
Hæld marmeladen på glas.
Hos os holder denne portion marmelade under én uge på køl, da vi spiser den morgenmad hver morgen. Men hvis du ønsker at holde den i live lidt længere, så skyl glasset med lidt atamon, der hjælper med at konservere.
Rigtig god fornøjelse.