I dag er det J-dag og i den anledning vil jeg sætte liv i en gammel opskrift som jeg udviklede for 15 år siden. Dengang blev min opskrift (ja, netop denne) bragt i “ALT for DAMERNE”. Nu har jeg re-stylet rettet, men er stadig tro mod helt samme opskrift.
Denne opskrift er ligeså publiceret på nemlig.com hvor du kan købe alle ingredienserne med blot ét enkelt klik hér
Retten passer til 4 personer:
- 1 stor renset kylling parteret i 6-8 stykker
- 1,5 spsk. Karry
- 2 spsk. Olie
- 800 gram små kartofler skåret i halve eller kvarte
- saft og skal af en økologisk citron
- 2 spsk. Honning
- 2 gode kvalitetsøl (33 cl)*
- 400 gram snittede gulerødder
- 1 spidskål eller savoykål i grove stykker
- Salt og peber
- En stor håndfuld bredbladet persille
- Servér med groft brød
Læg kyllingestykkerne i en plastpose, drys karry over. Luk posen og ryst det hele godt.
Varm olien godt op i en rummelig gryde. Tag kødet og brun det i olien. Tag kortvarigt kødet op. Kom dernæst kartoflerne i gryden og lad det simre i 5 minutter (tilsæt evt. lidt mere olie)
Læg kyllingestykkerne tilbage i gryden. Tilsæt citronskal og saft, honning og salt og peber. Varm det hele godt op. Hæld øllet ved og lad det snurre i 10 minutter. Tilsæt dernæst kålstykkerne ved at placere dem øverst i gryden (uden at røre) og lad retten snurre videre i 20 minutter til alt er mørt og kødet er gennemstegt.
*Hvis du har større øl på lager (fx. 50 cl), så kan du sagtens benytte dig af dem. Det giver blot noget mere væske/sauce. I så fald, så tag til sidst låget af gryden og lad det koge i 5 minutter så væsken fordamper og dermed laver du en form for afkogning.
Anret på tallerkener og pynt med hakket persille og servér gerne med groft brød.
15. november 2020 at 10:21
Ved godt, at denne er en gammel opskrift, men jeg har fundet dig/den på nemlig.com – hvor meget øl er “2 bægre” (som nemlig.com skriver? Eller som du skriver “2 gode kvalitetsøl”? Er det 33 cl eller 50 cl flasker?
Ellers tak for fine opskrifter! Du er en af mine nye favoritter, når der skal søges på opskrifter! Hurtig mad, der smager af noget? Ja talo :-=
15. november 2020 at 10:54
Kære Louise
Sikken en dejlig hilsen at få. Tusind tak for dine ‘roser’. Dejligt at kunne inspirere. Og du har da helt ret – det er ikke så klart beskrevet. Du kan faktisk bruge begge dele, eller én på 33cl og en på 50 cl. Jeg bruger som regel 2 x 33cl. Hvis du bruger to af de store flasker øl, så vil der blot være lidt ekstra væske/sauce .. og hvis du føler at der er for meget, så tag låget af i 5 minutters tid og lad det noget af væsken dampe af.
Tak for at gøre mig opmærksom på dette, det tilføjer jeg lige opskriften med det samme.
Ha’ en skøn dag og held og lykke med opskriften. Blev selv lige inspireret til at lave denne igen – det er lang tid siden sidst.
KH Mia