Stikkelsbærmarmelade er en af mine favoritmarmelader, opskriften kan du finde hér på Karrieremad. Den har dog stærk konkurrence af abrikosmarmeladen, der udover at være utrolig smuk i farven også indeholder betacaroten, jern og C-Vitamin. Ligesom alle andre marmelader er denne utrolig nem at gå til og færdig på ingen tid.
Server til morgenmad og brunch til det friskbagte brød, eller til ostebordet. Abrikosmarmeladen går ligeså godt til pandekager, lagkagen eller en lille klat i morgenskyr/yoghurt sammen med Karrieremads mysli.
Du skal bruge:
- 300 gram friske abrikoser (ca. 8-10 abrikoser)
- 1 dl. vand
- 100 gram sukker
- 1/2 tsk. rød Melatin
- Atamon (en lille sjat til skyldning af glasset)
Skyl abrikoserne og fjern kernen/stenen. Kom dem alle op i en gryde tilsat vand. Lad dem koge i 5 minutter. Pres med en grydeske eller piskeris, så abrikoserne bliver til en grov mos. Tilsæt sukker og kog videre. Fjern evt. skum der måtte komme til syne ved kogning. Tilsæt til sidst rød melatin (som du lige inden har rørt op med 1 tsk sukker). Kog op, og hæld derefter direkte på atamon skyllet glas.
Lad det nedkøle.. de første timer uden låg på glasset og dernæst kan du komme låg på og så på køl.
Tip:
Du kan variere med fx at komme en lille stang vanilje, lidt frisk ingefær og/eller citron i. Prøv dig frem til netop din favorit variant.