Denne ret egner sig både til weekend og hverdag. ‘Kylling i Hvidvin & Æblemost’ skal nemlig ikke koge ligeså lang tid som ‘Coq au Vin’ som jeg tidligere har præsenteret på bloggen. Klassiske råvarer der er tilgængelige i ethvert supermarked. Smager af forår med friskheden fra hvidvinen og sødmen fra æblemosten. Fantastisk kombination. God fornøjelse
Denne opskrift passer til cirka 4 personer. Og hvis du vil have nok til en nem aftensmad senere på ugen, så skal du beregne cirka det dobbelte.
Du skal bruge:
- 1 hel kylling
- 3 porrer
- 4 gulerødder
- 100 gram bacon
- 2 dl. piskefløde
- 2,5 dl. hvidvin
- 2,5 dl. bouillon
- 2 dl. æblejuice
- 2 løg
- 2 fed hvidløg
- 2 tsk tørret estragon eller to kviste frisk.
- 200 gram champignon
- 1 tsk sennep
- 1 spsk. Maizena udblødt i 1/2 dl. vand eller mælk.
- Olivenolie
Tilbehør:
Server med ris, pasta (fettuccine, pappardelle eller linguine) eller rustikt brød
Pil de almindelige løg og hvidløg. Skær dem i tern. Skræl gulerødder og skør dem i tern. Skær bacon i tern. Skyld porrer og skær dem i grove skiver.
Rens kyllingen og skær den i cirka 10-12 stykker. (To lår, to vinger, to inderlår, og skær brystet i fire til seks stykker afhængigt af størrelsen).
Sæt en stor gryde over kraftig varme og tilsæt 2 spsk olivenolie. Kom løg, hvidløg, gulerødder porrerne og bacon i gryden og steg indtil det tager en smule farve. Kom det op på en tallerken, hvor det skal gemmes til senere.
Sæt gryden tilbage på blusset og kom lidt ekstra olivenolie i gryden. Kom kyllingestykkerne ned i den varme olie. Del evt. kyllingen op i to omgange, så alle stykkerne får en stegt overflade. Giv dem cirka 2 minutter på hver side. Gentag til alle stykkerne har fået en omgang.
Kom dernæst de stegte grøntsager og bacon i gryden. Tilsæt hvidvinen, estragon og peberkorn. Tilsæt derudover bouillon til kødstykkerne er dækket. Låg på og lad det simre for mellem varme i 30 minutter.
Imens kyllingen simrer, kan du rense champignon og skære dem i skiver. Kom en spsk olivenolie på en pande og steg dem til de tager farve. Gem dem som pynt til sidst.
Efter 30 minutter kan du tage kyllingen op af gryden. Gem dem på en tallerken – de skal tilbage i gryden igen. Kog saucen op og tilsæt fløde og sennep. Lad det koge i 5 minutter. Tilsæt Maizena blandingen og kog videre i et par minutter. Smag til med salt og peber (hold igen med salten da boullion kan være meget salt).
Kom kyllingestykkerne tilbage i gryde. Drys med de stegte champignon og evt. lidt estragon.
Servér med fx spinat fettuccine. Beregn ca. 100-125 gram pasta per person.