Det er søndag og det er tid til simremad. Simremad kræver ikke nødvendigvis lang forberedelsestid, for det står det meste af tiden og passer sig selv. Men det skal have tid til at stå og simre på blusset eller i ovnen i nogle timer. Og derfor egner simreretter sig bedst til weekenden. Men lav en ekstra stor portion og så har du en let hverdagsret mandag eller tirsdag du bare skal varme op når du kommer hjem fra arbejde.
Denne opskrift passer til cirka 4 personer. Og hvis du vil have nok til en nem aftensmad senere på ugen, så skal du beregne cirka det dobbelte.
Du skal bruge:
- 1 god stor hane (en kylling kan også sagtens bruges)
- 100 gram røget bacon
- 4 gulerødder
- 2 almindelige løg
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk sukker
- 2-4 dl bouillon
- 1 flaske rødvin
- 4 laurbærblade
- 5-10 hele peberkorn
- 10 skalotteløg
- evt. et par friske timiankviste
- 2 -4 spsk olivenolie.
- 1 spsk Maizena opblødt i 1 dl. vand eller mælk
Perleløgsdrys:
- 200 gram drænet perleløg
- 1 spsk smør
- 1spsk sukker
Pil de almindelige løg og hvidløg. Skær dem i tern. Skræl gulerødder og skør dem i tern. Skær bacon i tern.
Rens hanen/kyllingen og skær den i cirka 10-12 stykker. (To lår, to vinger, to inderlår, og skær brystet i fire til seks stykker afhængigt af størrelsen).
Sæt en stor gryde over kraftig varme og kom 2 spsk olivenolie i. Kom løg, hvidløg, gulerødder og bacon i gryden og steg indtil det tager en smule farve. Kom det op på en tallerken.
Sæt gryden tilbage på blusset og kom lidt ekstra olivenolie i gryden. Kom hane/kyllingestykkerne ned i den varme olie. Del evt. hanen/kyllingen op i to omgange, så alle stykkerne får en stegt overflade. Giv dem cirka 2 minutter på hver side. Gentag til alle stykkerne har fået en omgang.
Kom dernæst løg, hvidløg, gulerødder og bacon tilbage i gryden. Tilsæt rødvinen (hele flasken), laurbærblade og peberkorn. Tilsæt derudover bouillon til kødstykkerne er dækket. Låg på og lad det simre for mellem varme i 1-2 timer.
Imens den simrer kan du pille skalotteløg. De skal tilsættes gryderetten i de sidste 20 minutter.
Efter er par timer jævnes saucen forsigtigt med lidt Maizena blandet med vand.
Smag til med sukker, salt og peber (men smag først inden du salter, da bouillonen er salt i forvejen).
Dræn perleløg. Kom dem på en pande med lidt smør og sukker. Steg dem ved god varme indtil de karamelliserer.
Udover perleløg, kan du servere Coq au Vin med rustikt brød, ris, kartoffelmos eller polenta.
Bon appetit.