Sprøde Morgenstykker med Havre og Rug

😋 Uhmmm… morgenmad på sengen. Sprøde boller eller “stykker” som vi også kalder det. Sprøde udenpå og bløde indeni. Igen dem, hvor du aldrig har fingrene i bolledejen, men hvor du blot rør den sammen til hævning over natten, og vupti, så er der friskt brød (bedre end bagerens) til morgenmad næste dag. Server med ost og marmelade, nutella eller som jeg kun med et lag koldt smør. Bollen har smag i sig selv, som kommer så fint til udtryk blot ved brug af koldt smør.

Denne opskrift giver ca. 12 -14 stk 

Du skal bruge:

  • 30 gram gær fra køleskabet
  • 40 gram honning
  • 15 gram salt
  • 20 gram sukker
  • 8 dl. vand
  • 200 gram grovvalset havregryn
  • 50 gram rugmel
  • 480 gram hvedemel

Inden du går i seng / …eller 8 timer inden
Rør gær, honning, salt, sukker og vand sammen til det hele er gået i opløsning. Tilsæt dernæst havregryn og rugmel og rør rundt. Tilsæt til sidst hvedemel lidt ad gangen (del det lidt op, så du ikke får for meget i)… dejen er færdig når det er en sej grød konsistens. Den må ikke være så tør at du kan ælte den med fingrene. Den skal være klistret. Sæt til hævning på køkkenbordet med et klæde over.

Når du vågner / …eller senere på dagen
Tænd ovnen på 225 grader varmluft. Behold pladerne i ovnen og lad dem varme med. Tag bagepapir (nok 2 ark), og læg papiret på køkkenbordet. Tag to spiseskeer og brug dem til at placere dejen på bagepapiret i klumper på størrelse med en mandarin. Gerne med lidt afstand mellem hinanden (beregn cirka 9 boller per plade). Kom dem i den forvarmede ovn på 225 grader i 10 minutter. Dernæst skruer du ned for varmen  (uden at åbne) på 190 grader og lad dem bage videre i 20 minutter. Lad dem til sidst køle af på en bagerist i nogle minutter og lad dem sætte sig, inden de skæres over. 

Server med ost og marmelade, nutella eller som jeg kun med et lag koldt smør. Bollen har smag i sig selv, som kommer så fint til udtryk blot ved brug af koldt smør.

6 comments

  1. Hej Mia
    Jeg har lige prøvet denne opskrift.
    Bollerne smager godt, men de blev flade og med meget luftige store huller. Og der blev 25 stykker. Dejen var MEGET tynd.
    Jeg har fulgt opskriften PÅ NÆR det med GROVE HAVREFLAGER. Jeg havde ikke havreflager, men müsli med både havre, kerner og rosiner.
    Det KAN måske forklare, at væden ikke blev trukket helt ind, men antallet af boller undrer mig også. SKAL der 8 dl i? Skal jeg prøve med mindre vand?
    MVH
    Dorte

    1. Kære Dorte

      Fedt at du har kastet dig over bollerne, der er et kæmpe hit. Men mega ærgerligt at din dej ikke helt blev som den skulle. Det er korrekt at der skal 8 dl vand i, men det er vigtigt at du kommer havregryn i (grovvalsede – ikke grove havreflager, men grovvalsede havregryn) da de suger en del af vandet i løbet af natten/hviletiden.

      Dejen er først klar til hviletid når den er som en tyk risengrød når du rører rundt, hvis den er alt for flydende når du rør rundt, så skal du komme mere mel eller gryn i. Du kan også sagtens supplere op med andre melsorter, men müsli har både nødder og rosiner i, der ikke har samme sugeevne. Håber det giver mening, og håber at du stadig er frisk på at prøve dem igen… Ellers giv lyd igen, så sender jeg en film 🙂

      KH Mia

      1. Hej Mia.
        Tak for svar. Jeg har absolut mod på at prøve igen…med de rigtige gryn…. ; )
        Har netop bagt det hurtige rugbrød uden hævemiddel. Det har en lidt speciel smag – som om der er et specielt krydderi i, men jeg kan godt li’ det.
        Jeg skal prøve MANGE af dine opskrifter – ser så spændende ud.
        Jeg har lyst til at komme med en opfordring: Jeg skal lave en festlagkage til min datters bryllup til sommer – ikke i flere etager og ikke fondant osv. Har du mon en rigtig god idé?
        MVH
        Dorte

        1. Hej igen Dorte 🙂

          Dejligt at høre – og lige en anden ting, jeg kom i tanke om. Vigtigt at den hviler på køkkenbordet i stuetemperatur, og ikke på køl 🙂

          KH Mia

          1. Kære Mia,
            Tak for din gode blog med lækre opskrifter.
            Jeg blev også fristet af din post til at lave disse skønne sprøde morgenstykker,- og brugte grovvalsede havregyn og fulgte resten af opskriften også 🙂
            Dejen var som tyk risengrød og den stod natten over på køkkenbordet. Næste morgen var dejen ikke rigtig blevet tykkere, – var hævet – men bollerne flød ud på pladen og blev temmelig flade …….
            Er læsningen at tilsætte mere havregryn og mel?
            Pft og Mvh
            Christina

          2. Kære Christina

            Ih, hvor er jeg glad for at du har kastet dig ud i en af mine opskrifter 🙂 … Det kan lyde som om at din dej har været lidt for tynd (også selvom det havde risengrød konsistens om aftenen). Måske har havregrynene ikke suget så meget væde til sig. Da det er organisk, kan det hele drille.

            Mit trick er : Prøv at lave en bolle med to skeer. Hvis dejen flyder for meget ud, så rør en lille smule mel i (ikke for meget – prøv forsigtigt med 1-2 spsk. mel) …og hvis din dej er alt for tynd, vil jeg komme den i muffinsforme og bage den i dem.

            Håber stadig du har mod på at prøve igen. I sidste ende finder du ud af hvilken konsistens der passer perfekt og så kan du næsten lave dem uden at måle af. Jeg laver dem i dag helt uden vægt og mål, men på “rutinen” og ved hvilken konsistens det skal ende med.

            Held og lykke igen – og skriv endelig igen 🙂 … Følg mig gerne på Insta og/el Facebook, hvor du meget gerne må sende mig foto af dit værk 🙂

            KH Mia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *