Næste kapitel i hyldeblomstføljetonen er i det salte hjørne. En skøn aromatisk salt der går godt til dressinger og som drys til al slags kød og fisk. Også en smuk salt at have på bordet når der er gæster. Jeg serverer det på en sort skiferplade der giver en god kontrast, så de fine hvide blomster kommer klart til udtryk.
Derudover igen en særlig specialitet som jeg pakker i små fine glas og har med ud til venner og familie som værtindegave. Falder altid i god jord.
Saltet er super nemt at tilberede.
Denne portion giver et lille glas på lidt under 1 dl.
Du skal bruge:
- 50 gram groft havsalt (flagesalt kan også benyttes)
- 2-3 skærme hyldeblomster
Ryst og gnub hyldeblomsterne blidt, så alle de fine små hvide blomster falder fra stilkene. Kom alle blomsterne i en skål. Tilsæt saltet og massér med fingrene, så hyldeblomsterne blandes godt med saltet. Kom det i et lille glas eller lufttæt beholder. Lad det stå et par dage og trække. Nu er det klar.
Hvis du vil gemme det, skal du tage låget af og lader det hele tørre helt ud (du kan evt. komme det i en skål, så overfladen bliver større og det dermed tørrer hurtigere). Når det er helt tørt kan du komme det på glas igen og gemme det.
Se også andre opskrifter med hyldeblomst på Karrieremad. Prøv hjemmelavet hyldeblomstsaft, eller hjemmelavet hyldeblomsteddike eller hjemmelavet hyldeblomstsukker
20. juni 2016 at 22:14
[…] Se også andre opskrifter med hyldeblomst på Karrieremad. Prøv hjemmelavet hyldeblomstsaft, eller hjemmelavet hyldeblomsteddike eller hjemmelavet hyldeblomstsalt […]
18. juni 2019 at 13:37
Jeg har lavet hyldeblomst salt men syntes det ser meget vådt ud ? Skal låget tages af glasset for at det ikke mugner ?
19. juni 2019 at 9:54
Kære Gitte
Dejligt du har kastet dig over hyldeblomstsaltet. Du har ret i at saltet bliver en smule vådt… alt efter salttype. Og der vil det være godt at lade det trække i 1-2 dage med låg på… og dernæst tage låget af… og endnu bedre, komme saltet op i en skål og lade det tørre helt ud … inden det igen kommes på glas til langtidsbrug. TUSIND TAK for denne kommentar, som er så vigtig!.. og derfor har jeg også netop nu redigeret opskriften, da flere helt sikkert kan opleve det samme som dig.
KH Mia