Grove Kiks med Kerner

Værtindegave? Mellemmåltid? Snack? Madpakke? … der er uandede muligheder når du kaster dig over disse hjemmebagte kiks der er tilberedt på under 10 minutter (…og så lige 20 min i ovnen :). I dag er de bagt og pakket som værtindegave, da vi i aften skal ud og besøge gode venner. Og der se selvfølgelig lagt en god håndfuld til side til børnene. Spis dem med smør, ost, marmelade, nutella eller bare som de er.

Denne opskrift giver cirka 25-30 stk.

Du skal bruge:

  • 100 gram havregryn (finvalset)
  • 200 gram hvedemel
  • 75 gram sesamfrø
  • 75 gram hørfrø
  • 75 gram hirseflager (kan udelades, læs nedenfor hvordan)
  • 10 gram blå birkes
  • 25 gram brun farin (rørsukker eller honning kan også benyttes)
  • 1,5 dl. neutral olie (gerne smagsneutral kokosolie)
  • 1,5 dl. vand
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt

Du kan godt udlade hirseflager – og i stedet for komme ekstra hørfrø, sesamfrø og havregryn i – der til sammen skal udgøre 75 gram). Du kan også benytte quinoa eller chiafrø.

Bland det hele sammen. Ælt gerne med hænderne, så du får fordelt sukker, salt og bagepulveret jævnt. Dejen skal være klistret, dog med mulighed for at “samle sig”.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Fordel dejen i to portioner og rul dem til to store pølser (ca. 7 cm i diameter). Skær dem i forsigtigt i skiver (lige under 1 cm). Det er normalt at dejen forsøger at smuldre lidt. Men tag hver enkelt skive, og pres dem let ned enkeltvis ned på en bageplade belagt med bagepapir.

Pres dem blidt så de får en tykkelse på ca. 5 mm. Og rund dem med fingrede i kanten, så de ikke smuldre. Når de er på pladen er størrelsen ca. 8 cm. i diamater. Gentag indtil dejen er brugt op.

Sæt dem i ovnen på 200 grader og bag i cirka 20 min. til de er gyldne.

Når der er færdigbagt, skal de på bagerist med det samme, hvor den sidste sprødhed opnås.

Derefter er de klar til indpakning, servering eller de kan gemmes væk i en kagedåse. Kan holde sig cirka en uges tid.

Rigtig god fornøjelse og velbekommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *