Rødgrød med Fløde

Rødgrød med fløde. Så kan det vel ikke blive mere dansk. Udover at være den mest populære sætning man serverer til udlændinge for at teste hvor gode de er til dansk, så er ‘rødgrød med fløde’ også en af de mest populære sommerretter i det danske køkken. Nogle kalder det sågar “Danmarks nationaldessert”. Og endda i Dannebrogsfarver. Hér er min version – frisk, lækker og let at lave.

Oprskriften er til cirka 4 personer.

Du skal bruge:

  • 100 gram jordbær
  • 100 gram solbær
  • 100 gram ribs
  • 100 gram blåbær
  • 100 gram rabarber
  • 100 gram hindbær
  • 1 dl vand
  • 1/2 stang vanilje
  • 1 spsk kartoffelmel (+ 2 spsk vand)
  • 150 gram rørsukker

NB!
Du kan også selv variere mængden og fordelingen af bær alt efter hvad du har i haven, i fryseren, kan få i supermarkedet eller bedst kan lide.

Skyl alle bær. Hvis du benytter ribs, så fjern bær fra stilken. Og hvis du benytter friske jordbær så skal du huske at skære eller nippe den grønne top af.

Fjern evt. blade fra rabarberne og skyld stænglerne og skær dem dernæst i små stykker.

Kom bær og rabarber i en gryde tilsat vand, den halve vaniljestang og sukker. Lad det stå et par minutter inden du sætter gang i varmen. Efterfølgende sæt gryden i kog og lad bærrene koge i et par minutter. Fjern eventuel skum og urenheder der måtte komme til syne. Tag gryden af varmen og rør hindbær i.

Rør kartoffelmel og vand sammen og tilsæt blandingen i gryden med bær. Vigtigt at gryden er taget af varmen og ikke koger. Rør godt igennem og stil den til afkøling.

Server i skåle med frisk økologisk fløde til.

Nyd de sidste solstråler og få intensiveret sommerfornemmelsen med denne rødgrød.

Velbekommen

PS: Husk at du altid kan fryse dine bær ned. Så har du til hele året. For hvem siger at man ikke kan spise “Rødgrød med Fløde” til vinter 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *