Kaffe og Marcipankugler med drys
Hér til aften efter aftensmaden blev den søde tand vækket til live, og jeg havde ikke rigtigt noget sødt på lager. Men jeg havde en rest rå marcipan fra den netop vel overståede jul og en masse mørk overtrækschokolade. Det blev hurtigt til tre slags, da jeg lige havde lidt drys i skuffen – men hér er det kun fantasien der sætter grænser. Prøv fx med kokos, ren kakaopulver eller lakridspulver. Disse kugler tog mig kun 10 minutter at lave inkl. at de lige lå et par minutter i kulden udenfor hvor chokoladen kunne sætte sig.
Ca. 20 stk
- 150 gram ren rå marcipan
- 150 gram mørk overtrækschokolade/chokoladeknapper
- 2 tsk. Hindbærdrys
- 2 tsk. Sølvperler
Skær marcipanen i cirka 15-20 stykker alt efter hvor mange og hvor store kugler der ønskes. Tril hvert stykke til en kugle. Smelt chokoladen over vandbad. Når det er smeltet vendes kuglerne i chokoladen én efter én. Sæt hver enkelt på en plade overtrukket med bage- eller madpapir. Inden chokoladen størkner helt, så drys med tørret hindbær og sølvperler – og efterlad evt. nogle uden drys. Stil køligt i nogle minutter indtil chokoladen størkner.
Velbekommen.