Simremad og gæstemad går hånd i hånd. Det gør simremad og hjemmearbejdsdag også. Så “win win win” på en hverdag hvor der kommer gæster. Denne ret lavede jeg sidste uge, hvor jeg havde en travl hjemmearbejdsdag og fik gæster allerede kl. 17:30 til tidlig spisning.
Super nemt – for imens jeg lavede morgenmad og drak min morgenkaffe (denne gang stående i køkkenet) fik jeg lige ordnet grøntsager og kød, og vupti – alt i en gryde og så passede det sig selv, til jeg “fik fri”.
Flere har spurgt ind til opskriften og den kommer hér:
- 400-600 gram kalvekød i tern
- 1 liter bouillon
- 2 spsk. tomatkoncentrat
- 1,5 dl. æblemost
- 1 pakke bacon
- 1 dåse flåede tomater
- 2 spsk hvedemel
- 2 løg i små tern
- 2 stængler blegselleri skåret i små stykker
- 2 gulerødder i grove tern eller skiver
- 2 persillerødder i små grove tern (du kan også bruge pastinak eller undlade og erstatte af gulerødder)
- En god håndfuld fiske krydderurter: Rosmarin og Timian.
- 2 dl. rødvin
- 2 spsk. mørk balsamico eddike
- 1 bakke champignon (renset og skåret i skiver)
- 1,5 dl piskefløde (RIGTIG piskefløde)
- 50 gram smør
- 0,5 dl. olivenolie
Start med at skære kalvekød i mindre tern. Hvis du køber en pakke, hvor kalvekød allerede er skåret i tern så skær dem evt. ud i mindre stykker (det plejer jeg at gøre, men det er jo en smagssag 😉 . Dernæst vend kød i hvedemel.
Sæt en gryde over høj varme. Kom halvdelen af smør og olie i gryden og varm op, når smørret er smeltet og begyndt at brune, så tilsæt kød og steg i få minutter til det har taget lidt farve. Tilsæt bacon og steg i nogle minutter.
Tilsæt rødvin og balsamico eddike og lad det koge op i ét minut.
Tilsæt gulerødder, persillerødder, løg, tomatkoncentrat, flåede tomater, æblemost og bouillon. Lad det koge op, og dernæst sætter du det på lavt simreblus og lader det simre i min. 2 timer. (kig til det lidt undervejs og rør rundt.)
Inden servering – varm en pande godt op, og tilsæt resten af smør. Når smørret bruner tilsæt champignon og steg dem i 2 minutter. Kom dernæst det hele (champignon og væde) ned i gryden. tilsæt piskefløde og smag til med salt og peber.
Servér med parboiled ris eller kartoffelmos.