Min foretrukne bolle er sprød udenpå. Elsker når det knaser lidt og samtidig synes jeg det gør noget godt for smagen at den får en lidt mere bagt yderside. En af mine mest eftertragtede og mest besøgte bageopskrifter på Karrieremad er netop denne: Hjemmebagte Boller. Rørt sammen på blot 5 minutter… og så lige et hvil…. og så i ovn – vupti. Så er der hjemmebag. Jeg rør ofte dejen sammen om aftenen. Lader dejen hvile på køkkenbordet over natten. Når jeg vågner og inden jeg går i bad, tænder jeg ovnen og finder bagepladen frem. På med dejen i grove klatter med to skeer (BEMÆRK!…. ingen fingre i den klistrede dej på noget tidspunkt!). Ind ovnen og i bad med mig. Så er der lune og sprøde boller klar til morgenmaden. Endda også på en hverdag.
Til ca. 9 store boller skal du bruge
- 20 gram gær
- 2 tsk. salt
- 1 spsk. sukker eller honning
- 6 dl postevand
- 40 gram hørfrø
- 200 gram finvalset havregryn
- 300 gram hvedemel
Kom gæren i en skål og tilsæt sukker/honning, salt og vand. Lad vandet være i samme temperatur som gæren – dvs, hvis gæren kommer direkte fra køleskabet, så brug koldt vand.
Tilsæt hørfrø og havregryn. Tilsæt først halvdelen af hvedemelet og rør godt rundt med en grydeske eller i en røremaskine. Tilsæt resten af melet i en lind strøm. Dejen skal være som en tyk grød… lige en anelse tykkere end risengrød og havregrød, men ikke meget tyndere. Juster melet så det passer. Måske lidt mindre end 300 gram,… måske 10-20 gram ekstra… føl dig frem.
Når dejen virker god, så lader du den bare være i samme skål. Kom et klæde henover og lad den stå til næste morgen.
Tænd ovnen på 225 grader med en plade i ovnen.
Kom et stykke bagepapir på køkkenbordet, og kom klatter på størrelse med en tennisbold på bagepapiret ved hjælp af to spiseskeer. Når ovnen er godt varm, tager du den opvarmede plade ud, og vipper bagepapiret med bolledejen ud på den varme bageplade og hurtigt ind i ovnen. Lad fortsat varmen være på 225 grader i 10 minutter. Den ekstra høje varme er med til at give bollerne en sprød overflade. Dernæst skruer du ned til 200 grader i yderligere 15 minutter. Bank på bunden af en bolle for at mærke om den lyder hul. I så fald er de færdige. Kom dem ud på en rist og lad dem køle af 5-10 minutter inden de skæres på langs og serveres.
TIP: Du kan også tilføje en lille håndfuld grofthakket valnødder, en håndfuld rosiner, lidt mørk birkes eller en håndfuld solsikkekerner i dejen inden hævning.