Lagkage med bær og skum

I anledningen af det amerikanske præsidentvalg kommer hér en “valg kage” i Stars and Stripes farver. Kagen er en lagkage der er utrolig nem at lave – og i øvrigt kan tilberedes og spises hele året rundt udover de obligatoriske fødselsdage 🙂

Du skal bruge:

Bunde:

  • 150 gram hvedemel
  • 150 gram sukker
  • 75 gram marcipan
  • 3 æg
  • 1 tsk bagepulver

Fyld:

  • 1/2 liter piskefløde
  • 150 gram blåbær
  • 1 kg jordbær

Bunde:

Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps i en skål.

Kom mel og bagepulver op i en sigte og si det ned i skålen. Riv marcipanen direkte ned i skålen. Vend forsigtigt indtil det hele er blandet med æggemassen. Vigtigt at vende og ikke piske, så luften i æggesnapsen bevares.

Kom det hele i en form og bag det i ovnen på 190 grader i cirka 10-15 minutter. Tjek efter 10 minutter med en tandstik (træ) eller tændstik (uden svovl). Hvis der ikke sidder dej på pinden efter du har stukket den ned i dejen, så er den færdig. Prøv dig frem indtil den er færdig.

Kom den ud af ovnen og lad den hvile i 5 minutter inden du tager dejen ud af formen. Derefter kan du delen den i to (lidt tykke) eller tre (lidt tyndere) lagkagebunde.

Fyld:

Alle jordbærrene skal skylles og nippes. Skær jordbær i skiver.

Pisk fløden til flødeskum (en lind skum).

Tag halvdelen af skummet og rør sammen med halvdelen af jordbærrene.

Kom fyldet mellem lagkagebundene.

Pynt kagen med resten af flødeskummet og til sidst pyntes med de resterende jordbær og blåbær.

TIP: Smager også fantastisk hvis du tilsætter hakket mørk chokolade, hakkede mandler og/eller hakket frisk mynte. Du kan også erstatte jordbær med hindbær.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *