Nu står julen for døren. Hjemme hos os har flødekarameller ligeså høj status som havregrynskugler, konfekt og småkager. De er nemme at lave (passer næsten sig selv under tilberedning), og de smager fuldstændig fantastisk. Utroligt hvad der kan komme ud af kun tre ingredienser. Et hit for både børn og barnlige sjæle. Glædelig jul.
Denne opskrift er udviklet til nemlig.com og alle råvarer kan købes med et enkelt klik hér
Denne opskrift giver cirka 80 stk (selvfølgelig afhængigt af hvor store stykker du foretrækker)
Du skal bruge:
- 0,5 l ren piskefløde 38%
- 250 gram rørsukker
- 130 gram glukosesirup
Kom alle ingredienser op i en gryde og rør rundt. Vær ikke bange for at skrue op for varmen. Flødemassen skal op at koge. Når den er godt i kog, så skru lidt ned, men stadig så massen koger videre. Hold øje med den ind i mellem og rør rundt med jævne mellemrum. Særligt til sidst skal du være opmærksom og holde dig ved gryden hele tiden. Men i de første 10-15 minutter så kan du godt gå lidt væk fra gryden.
Karamelmassen har forskellige faser. I starten en “vandet” konsistens, senere lidt tykkere sovseagtigt… og til sidst får den en tyk og gylden konsistens, hvor massen slipper gryden. Hvis du har et sukkertermometer, så benyt endelig dette. Temperaturen skal være ca. 135 grader.
Når du fornemmer at det har den rette konsistens og karamellen slipper gryden, tager du gryden af varmen. Kom den op i en beholder (fx. en plastikbøtte) 12 x 24 centimeter, belagt med lidt bagepapir og evt lidt olie, så karamellen nemme slipper.
Lad karamellen køle ned og gerne til næste dag. Det giver karamellen mulighed for at “sætte sig”. Dernæst kan du skære den ud i små tern. Karamellerne kan derefter enkeltvis pakkes ind i madpapir eller cellofan alt efter hvilket look man foretrækker.
TIP: Jeg laver også karamelbolsjer ud af denne opskrift. Hvis du ønsker hårdhed, så lad karamelmassen blive lidt længere i gryden (ca. et par minutter efter at karamellen er begyndt at slippe gryden). I så fald så skær karamellen ud i passende stykker så snart den er afkølet.
Glædelig jul